Mangfoldighed og grøn omstilling på boligmarkedet
       
Af Maiken Mark Larsen kommunikationskonsulent Danske Udlejere
06.10.25

Danmarks boligmarked står over for betydelige udfordringer i de kommende år. Disse inkluderer stigende boligpriser i de større byer, behovet for flere boliger og ikke mindst arbejdet med den grønne omstilling. Vi har mødt social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen for at spørge ind til ministerens visioner for boligmarkedet og de forskellige udfordringer.

"De private udlejningsboliger er en vigtig del af fremtidens boligmarked, da de bidrager med fleksibilitet og mobilitet, som er afgørende for dynamikken i vores byer, på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Vi deler uden tvivl mange af de samme interesser og mål som f.eks. behovet for flere boliger og den påkrævede grønne omstilling – både i det, vi bygger, og ikke mindst i den eksisterende bygningsmasse. Jeg tror, at vi derudover har en fælles ambition om at skabe levende og blandede byer med høj sammenhængskraft,” siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen.

For ministeren handler boligpolitik dog først og fremmest om mennesker. Det er ikke blot et spørgsmål om mursten og kvadratmeter, men om at skabe trygge, sunde hjem og levende byer med plads til alle. Hvis vi spørger vores medlemmer om baggrunden for netop deres virksomhed, er det nok heller ikke langt fra, hvad de vil svare.

"Vi skal i fællesskab sikre et bredt udbud af boliger: Private lejeboliger, almene boliger, andels- og ejerboliger, både i byerne og i landområderne. Et stærkt boligmarked bygger efter min mening i høj grad på diversitet," siger Sophie Hæstorp Andersen.

Private udlejere spiller en central rolle

Ifølge ministeren er Danske Udlejere og ejendomsbranchen generelt nøglespillere, når det handler om at udvikle fremtidens boligmarked. Det gælder både i forhold til antallet af boliger, den sociale balance og den grønne omstilling. Hun understreger dog, at nye byområder ikke bør bestå af kun én boligform:

“Hvis et nyt byområde kun består af private lejeboliger, mister vi balancen. Der skal være plads til alle boligformer. Ellers risikerer vi at miste mangfoldighed og sammenhængskraft.”

Netop mangfoldighed og sammenhængskraft bliver et centralt tema i det boligpolitiske udspil, regeringen arbejder på lige nu. Selvom ministeren ikke vil afsløre detaljerne endnu, lover hun, at det vil komme inden længe.

Udfordringer i de store byer og yderområder

Det er i dag markant sværere at komme ind på boligmarkedet, især for unge førstegangskøbere og folk i livsforandring, som f.eks. skilsmisseramte og enlige. Det er ifølge ministeren en bekymrende udvikling. De store byer præges i dag af ekstremt høje boligpriser og dertil knaphed på boliger. Regeringen arbejder derfor på løsninger, der kan sikre, at de store byer ikke bliver lukket land for nogle samfundsgrupper.

"Vi arbejder på at gøre det nemmere og mere økonomisk muligt at bygge nye boliger i pressede og dyre områder. Vi har bl.a. igangsat initiativer, der skal fremme opførslen af almene boliger, og vi har etableret Fonden for Blandede Byer, som kan give grundkøbslån, hvor priserne er høje. Det har tidligere hjulpet flere projekter i gang. Vi skal sikre, at en familie med to solide indkomster, f.eks. en politibetjent og en skolelærer, også kan få lån og bo, hvor de ønsker," siger Sophie Hæstorp Andersen.

På den anden side af spektret står yderområderne, hvor antallet af lejere stiger, men hvor investeringerne ofte halter. Her møder private udlejere udfordringer med bl.a. finansiering og lønsomhed, og det er nødvendigt at sætte ind, så det også fremadrettet er attraktivt at bosætte sig uden for de større bysamfund.

"Vi skal skabe investeringer på tværs af hele landet, også de steder hvor det kan være sværere at finansiere byggeprojekterne. Klima-, energi- og forsyningsministeren har netop annonceret, at regeringen vil afsætte flere midler til varmepumper. Herudover har regeringen nedsat energiafgifterne, så vi forsøger hele tiden at imødekomme, hvordan man kan få investeringer igennem. Det kræver samarbejde mellem Social- og Boligministeriet samt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, og nogle gange også Miljø- eller Erhvervsministeriet for at få adresseret dette," udtaler Sophie Hæstorp Andersen.

En grøn og ansvarlig omstilling

Ministerens vision for boligmarkedet inkluderer særligt fokus på klima og bæredygtighed.

"Bygge- og boligsektoren står for en betydelig del af Danmarks samlede CO2e-udledning. Ejendomsbranchen har derfor også et stort ansvar for at være med til at drive den grønne omstilling. I juli blev klimakravene til nybyggeri skærpet, og grænsen for, hvor meget CO2e en ny bygning må udlede, blev ligeledes strammet. Det stiller store krav til branchen i forhold til, hvordan man kan udvikle nye og bæredygtige løsninger. Vi skal reducere CO2e-udledningen gennem bedre byggeri, men også ved at værne om og forbedre den eksisterende bygningsmasse," siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hun kritiserer tendensen til at rive gamle huse ned for at bygge nyt på samme grund – ofte med minimal klimamæssig gevinst. Hun efterlyser en kulturændring, hvor vedligehold og renovering bliver langt mere attraktivt.

"Vi skal gøre det nemmere og mere rentabelt at investere i det eksisterende. Når man energirenoverer dele af den ældre bygningsmasse, kan huslejestigningen kun dække de faktiske investeringer. Det betyder, at selvom man på sigt kan hente udgifterne hjem over huslejen - typisk over 10 år - kan det være svært at få finansiering og støtte fra banken, fordi det er en langsigtet investering. Det er klart noget, vi skal have fokus på, og det er et område, jeg løbende følger sammen med Energi-, Forsynings- og Klimaministeren," siger Sophie Hæstorp Andersen.

Social- og Boligministeriet arbejder lige nu med et nyt bygningsreglement, der bl.a. skal gøre det lettere at renovere. Hvis man i dag ønsker at inddrage f.eks. et tørreloft til lejligheder, skal man leve op til samme krav som ved nybyggeri. Det afholder ifølge ministeren mange fra at bruge taglofter eller andre ledige arealer som boliger.

"Når udlejer renoverer, skal vi måske ikke altid måle ejendommen, som om det var nybyggeri. Hvis man kan inddrage et tagloft til boliger, er det måske netop denne investering, der også gør det muligt at lave solceller på taget eller renovere klimaskærmen. Jeg håber, vi med forskellige tiltag kan gøre det lettere for både små og store udlejningsejendomme at deltage i den grønne omstilling," siger Sophie Hæstorp Andersen.

Husleje, bureaukrati og digital kommunikation

En tilbagevendende problemstilling i udlejningsbranchen er huslejereglerne og den generelle kompleksitet i lejelovgivningen. Ministeren anerkender, at reglerne kan være svære at navigere i – både for lejere og udlejere.

"Vi må hele tiden sikre, at balancen mellem lejer og udlejer er retfærdig. Jeg er åben for at skære unødvendigt bureaukrati fra, men det skal ske uden at skævvride balancen."

Et konkret initiativ handler om digitalisering. Ministeren arbejder på en løsning, hvor korrespondance mellem lejer og udlejer kan foregå digitalt, så det bliver nemmere at overholde frister og dokumentationskrav. PostNord ophører dog med at omdele fysisk brevpost ved udgangen af 2025, og den nye lovgivning forventes først klar et stykke inde i 2026.

"Jeg vil gerne fremlægge loven så hurtigt som muligt, men lige nu har vi også et EU-formandskab i efteråret, og i foråret ligger der forskellige andre opgaver. Selvom PostNord ikke længere er forpligtet til at bringe breve ud, er det ikke sådan, at man ikke kan få sendt et brev på den ene eller anden måde. Jeg ser dog frem til, at vi finder en løsning, hvor korrespondance mellem lejer og udlejer kan foregå digitalt, så det bliver nemmere at overholde frister og dokumentationskrav," siger hun.

(Red.: Danske Udlejere arbejder i skrivende stund på at kunne tilbyde alle medlemmer en løsning, der gør det muligt at sende digitale breve gennem e-boks og underskrive digitalt på en enkel og juridisk gyldig måde).

Mulighed for differentierede regler?

Mange små udlejere oplever, at lovgivningen og reglerne er designet til store professionelle aktører. Det kan som mindre udlejer være ganske vanskeligt at leve op til. Ministeren anerkender problemet, men ser ikke umiddelbart mulighed for differentierede regler.

"Jeg har stor respekt og sympati for de små udlejere, for de løfter et stort ansvar med at sikre boliger i Danmark. Men lejers rettigheder bør være de samme, uanset hvem udlejeren er. Det skaber klarhed og tryghed. I stedet for at lave en særlig ordning for små udlejere, vil jeg løbende se på løsninger, der gør livet lettere for alle udlejere. Det tror jeg er den bedste løsning for alle."

Invitation til åben dialog

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen ser Danske Udlejere som en vigtig aktør, med hvem hun deler mange af de samme mål og interesser.

"Jeg vil gerne have en åben og konstruktiv dialog. Jeg kan ikke love faste møder, men jeg er åben for samarbejde, også i regi af netværk og partnerskaber."

Hun peger på, at boligpolitikken i Danmark er kompleks og kræver bidrag fra mange parter, og at de bedste løsninger skabes i fællesskab:

"Jeg tror på, at vi når længst, når vi udvikler løsninger sammen. Jeg har stor respekt for den viden og erfaring, der findes hos Danske Udlejere og deres medlemmer, og jeg håber, vi kan fortsætte den gode dialog."

Fra Danske Udlejere vil vi i samarbejde med DI Ejendom fortsat arbejde for, at vores medlemmers interesser og udfordringer bliver hørt og taget alvorligt.

Hvis du har et problem eller en udfordring, som du gerne vil dele, er du altid meget velkommen til at tage kontakt til os.


Log ind for at læse i magasinet
"


Tilbage