Rådgivning og realistiske ejendomsvurderinger
       
Af Maiken Mark Larsen kommunikationsmedarbejder Danske Udlejere
07.03.24

Marianne Husted har efter eget udsagn fundet en uopdyrket niche i ejendomsbranchen, hvor hun rent arbejdsmæssigt placerer sig et sted imellem revisor, advokat, ejendomsmægler og banken.

Hos Husted & Co. får kunden inden for kort tid en realistisk vurdering af deres ejendomsportefølje og dermed deres finansieringsmuligheder. Ifølge Marianne Husted giver det hendes kunder mulighed for at handle hurtig i et marked, hvor en given investeringsmulighed hurtigt kan ryge til anden side.

”Jeg vil gerne være første step inden banken. Jeg har en baggrund som eksamineret ejendomsmægler og vurderingsspecialist, så jeg kender branchen fra begge sider. Jeg ved hvordan banken tænker, og hvad der skal til for at mine kunder kan opnå en finansiering”, siger Marianne Husted.

Det hele startede egentlig lidt som en leg, da Marianne Husted meldte sig til en online workshop ”Take Action”. På workshoppen, der foregik over 5 dage, delte Jesper Bergstrøm og Casper Edens hver især ud af deres gode råd til både strategi, kundetiltrækning og salgspsykologi til både nystartede og kommende selvstændige. Marianne Husted var kort forinden, grundet omstruktureringer, blevet fritstillet fra sit arbejde som vurderingsspecialist i Nykredit Realkredit, så workshoppen vækkede en gammel drøm om at blive selvstændig.

”Det hele gav pludselig mening, og det føltes helt rigtig at starte op netop nu med Husted & Co. Jeg undersøgte markedet grundigt, og jeg kunne til min overraskelse udelukkende finde rådgivere til privatsegmentet. Ingen tilbyder tilsyneladende rådgivning til erhvervssegmentet, som jeg gør. Mine nærmeste konkurrenter er derfor enten revisorer eller advokater, men de er jo sat i verden for at gøre noget helt andet. De vil mange gange komme frem til en anden vurdering end den banken og realkreditinstituttet kommer frem til, og det giver jo desværre kunden en urealistisk forventning og falske forhåbninger”, siger Marianne Husted.

Marianne Husted tager derimod udgangspunkt i de samme vurderingsprincipper og regler som realkreditinstituttet og banken. Herudover er kunden ikke nødsaget til at indlevere en lang række årsregnskaber, budgetter og andre oplysninger, inden hun kan gå i gang med selve beregningen. Rent tidsmæssigt betyder det, at hun kan levere den ønskede vurdering og rådgivning hurtigere end banken.

”Når kunden henvender sig til banken for at få en vurdering og en mulig finansiering, så igangsættes et kæmpe tandhjul, hvor rigtig mange mennesker og afdelinger bliver involveret. Kunden skal ligeledes levere et hav af oplysninger, og det er uanset, om de lige har leveret dem til banken for et halvt år siden. Jeg kan med relativt få oplysninger derimod hurtigt levere en realistisk vurdering, så kunden er klædt godt på til mødet med banken og har den nødvendige viden til at træffe de rette beslutninger”, siger Marianne Husted.

Marianne Husteds typiske kunde er ejendomsinvestorer, der ønsker en uvildig rådgivning inden mødet med banken. De ønsker måske at investere i nye projekter og har derfor brug for at vide, hvor meget de f.eks. kan låne i deres eksisterende ejendomsportefølje. Udover at tilbyde en realistisk vurdering, gør Marianne Husted meget ud af at forklare sine kunder, hvad der ligger til grund for vurderingen.

”Mine kunder er ganske enkelt trætte af hele den langsommelige proces, som banken bliver nødt til at starte hver eneste gang. De vil bare gerne vide, hvad værdien er i ejendom A, så de kan købe ejendom B eller renovere ejendom C, D og E. Hos mig får de en hurtig vurdering, og de undgår at spilde dyrebar tid”, siger Marianne Husted.

Da Marianne Husted var ansat som erhvervsrådgiver i DLR Kredit og vurderingsspecialist i Nykredit Realkredit viste statistikkerne, at kun ca. 50 % af de ønskede kreditbevillinger rent faktisk blev til noget. Ifølge Marianne Husted skyldes det, at kunden ikke på forhånd kender de forskellige regler og krav til finansieringen. Det er især også denne rådgivning, som hun brænder for at give videre til kunden.

”En udfordring i forhold til at kunne få godkendt en investering, kunne f.eks. være en ejendom, der på købstidspunktet bliver lejet ud til værelser, men som i realiteten kun er godkendt til tofamiliershus. En forudsætning for at kunne få godkendt en sådan finansiering, ville være, at køber først fik indhentet tilladelse til at leje ejendommen ud til værelser. En sådan proces kan være både vanskelig og yderst langsommelig. Et andet eksempel kunne være, hvis den pågældende ejendom ikke er lejebærende. Banken vil på baggrund af kritisk leje komme frem til en noget lavere belåning, der højst sandsynligt vil bremse den ønskede finansiering”, siger Marianne Husted.

Marianne Husted har på nuværende tidspunkt kontor hos Valuaren International ApS på Frederiksberg. Udover et godt kontorfællesskab giver det hende også en tæt kontakt til markedet, da hun sideløbende med Husted & Co. også laver vurderinger af andelsboligforeninger for firmaet.

”Det har været en rigtig god løsning for mig sideløbende at arbejde sammen med valuaren, mens jeg får min egen forretning helt op at køre. Jeg forestiller mig også, at jeg på sigt vil lave samarbejdsaftaler med forskellige revisionsfirmaer, hvor jeg laver deres beregninger til årsregnskaber. Jeg kan med min baggrund tilbyde, at den regnskabsmæssige værdi i årsregnskabet bliver mere retvisende og markedskonformt”, siger Marianne Husted.

Ifølge Marianne Husted, så har hun altid interesseret sig for ejendomme. Når hendes far, der arbejdede som byggeleder, tegnede huse, så sad hun ved siden af og gjorde akkurat det samme. Efter handelsskolen blev det hurtigt klart for hende, at det også var ejendomsvejen, som hun skulle gå. Hun startede derfor som erhvervsrådgiver i BRF Kredit i 2003 og uddannede sig efterfølgende til ejendomsmægler i 2010. Marianne Husted har siden arbejdet i branchen som henholdsvis erhvervsrådgiver og vurderingsspecialist.

KURSER OG NETVÆRK
Marianne Husted har siden januar måned været medlem af Udlejerforeningen Sjælland og Danske Udlejere.

”Jeg er vel det, som man kalder for den nye pige i klassen, når det kommer til mit medlemskab i Danske Udlejere. Jeg er især interesseret i de mange forskellige kurser og i det netværk, som foreningen tilbyder. Jeg er jo nødt til at vide, hvordan verden ser ud fra udlejeres side og være ajour med, hvad der rører sig i markedet”, siger Marianne Husted.

Marianne Husted har gennem hendes 20 år som ansat i det private erhvervsliv, været vant til at kunderne kom helt af sig selv. Det er derfor meget nyt for hende, at hun nu selv skal være meget opsøgende.

”Jeg er ret sikker på, at jeg med Husted & Co. har fundet en niche i ejendomsmarkedet. Jeg skal nu ud i verden og gøre mig selv synlig, og Danske Udlejere er jo et ret fantastisk sted at starte”, siger Marianne Husted.


Log ind for at læse i magasinet
"


Tilbage