Bygningsejer Bjørn Moes sikrede sin bygning mod opstigende grundfugt
       
Af Bo Bjerre Hansen Kommunikationskonsulent, GI
07.12.23

Med et muret fundament, betød kapilareffekten, at fugten nåede højt op i bygningen
Ejer Bjørn Moe viser rundt i kælderen, hvor spritnye bure, nystøbte gulve og nye ventilations- og elinstallationer giver et radikalt anderledes indtryk end for et par år siden, hvor der var bar jord og afskallede fugtige vægge i kælderen. Visse steder raslede murstenene af, og kælderen kunne ikke bruges til noget.

MEMBRANER
Nu er der indsavet membraner, og kælderen er shinet op. Bjørn Moe kan derfor nu tilbyde tør og varm opbevaring i kælderen. Desuden har det været muligt, at leje kælder-arealer ud til cafeer og specialbutikker. Lejemål med god indtægt.

Men vejen dertil har været brolagt med udfordringer.

"Det har været et stort projekt, men jeg har også fået knyttet en masse andre forbedringer til projektet, nu hvor vi alligevel skulle arbejde så meget i kælderen, og åbne op i fortovet", fortæller Bjørn Moe.

Foruden fugtstandsning har Bjørn Moe også brugt kræfter på at sløjfe et utal af gamle og ubrugte gas- og vandledninger samt kloakrør og faldstammer. Kloakken er blevet moderniseret med rottestop ude ved gaden, de gamle skorstenspiber er anvendt til brandmæssig ventilation på loftet, og der er etableret nye trappenedgange til kælderen.

GØR DET
Alle ejendomme med muret fundament har de samme problemer som Bjørn Moes.

"Jeg gik og var nervøs for den kælder i 10-15 år, hvor det ikke lykkedes at løse problemerne med ventilation. Nu er jeg tilfreds, og føler at bygningen er sikret i de næste 50-100 år. Gør du ingenting, kan du jo risikere, at den sætter sig, eller at etageadskillelsen til sidst ramler sammen, siger Bjørn Moe og fortæller, at han ikke har meget fidus til indbankningsmetoden eller kemisk- og elektrisk fugtstandsning. – Det eneste der rigtigt hjælper er en indsavet membran", lyder det fra Bjørn Moe.

TEKNIKKEN BAG
Holger Schulz er leverandør på området.

”Jeg har nogle sjak kørende, og vi skærer typisk indefra. 1-1.5 meter ad gangen. Så skyder vi en 1 mm tyk rustfriplade ind, og omgående vandafvisende beton, som i sig selv også er en membran. Så kan bygningen ikke sætte sig. Og så videre til næste meter", fortæller Holger Schulz.

Saven har tænder i hærdet stål. Metoden er tørskæring, så der ikke tilføres fugt til murværket. Prisen er ca. 3-3.500 kr. pr. meter.


Log ind for at læse i magasinet
"


Tilbage