VELKOMMEN TIL CHRISTIAN RABJERG MADSEN
       
Af Formand Keld Frederiksen
19.07.22



Velkommen til Christian Rabjerg Madsen


– vor nye minister for lejeloven.



På lederplads vil Danske Udlejere gerne ønske Christian Rabjerg Madsen tillykke med den nye opgave som minister med ansvar for lejelovgivningen.



Der må være tale om en spændende opgave, idet opgaven – for Danske Udlejere at se – er at skabe et boligmarked, der giver mulighed for, at alle kan få en passende bolig, der passer til ens økonomi og tidspunkterne i sit livsforløb – som ung, som familie og som ældre.



Dernæst må opgaven gå ud på at få etableret nogle spilleregler/lovregler, der gør det muligt for de involverede at agere i/på dette marked – dvs. der skal opstilles, hvilke regler der skal være gældende direkte mellem lejerne og udlejerne. Men, disse regler skal også tage hensyn til, hvorledes udlejerne får mulighed for i økonomisk henseende at opføre/renovere og vedligeholde lejeboligerne, idet udbuddet af de efterspurgte lejeboliger i modsat fald vil forsvinde.



Det er, for så vidt, korrekt at vi har en lovgivning, der regulerer dette forhold – men der er behov for og plads til forbedringer i det eksisterende regelsæt – uanset om reglerne var placeret i de ældre lejelove eller i den nu sammenskrevne lejelov (der jo ikke skulle ændre den gældende praksis).



Danske Udlejere satser på, at den nyudnævnte minister har ungdommens mod til at tage fat i den forældede holdning, hvorefter én persongruppe – der optræder med betegnelsen ”lejer” - skal have en ekstraordinær beskyttelse, når der bliver indgået aftaler. Dette skal sammenholdes med, at samme persongruppe ikke nyder samme beskyttelse, hvis de eksempelvis optræder som køber af et parcelhus eller ejerlejlighed, leaser en bil eller indgår andre aftaler med økonomiske forpligtelser over en længere årrække.



Dernæst bør fastsættelse af frister – som lejelovgivningen er ”fyldt med” – hver for sig have en særlig begrundelse – og ikke blot indsat for at lejer får en mulighed for at blive fri for at betale et beløb, som i øvrigt er rimeligt.



Tilsvarende skal de meget detaljerede formelle regler i lovgivningen, specielt omkring ind- og fraflytningssyn, ændres, således at det er realiteter og ikke de formelle regler, der skal være afgørende for, om det er lejer eller udlejer der ”får ret.”



Ønskesedlen fra udlejersiden er meget lang – men på dette sted, skal jeg ud over ovennævnte anmode om at der bliver set på:


- hvorfor skal udlejer, men ikke lejer, pålægges en bod, når der tabes en sag i Huslejenævnet – og dette er gældende, uanset om udlejer alene er udlejer af et enkelt lejemål,


- hvorfor kan reglerne om Tilbudspligt, hvor der er tale om salg af en ren beboelsesudlejningsejendom med mindst 6 beboelseslejlighed (eller mindst 13 beboelseslejligheder, hvis der også er erhvervslokaler i ejendommen) ikke gøres mere enkle – netop således at udlejer undgår, at skulle udsende et omfattende materiale til lejerne, velvidende at lejerne ikke vil erhverve ejendommen på andelsbasis.



Ministeren ønskes god arbejdslyst og Danske Udlejere håber på, at lejelovgivningen generelt ændres, således at der bliver grobund for et godt forhold lejere og udlejere imellem. Lejer og udlejer er for så vidt afhængige af hinanden – som leverandør og kunde - og dette skulle være et godt udgangspunkt for at der kan indgås en rimelig lovgivning.




Tilbage