ER LØSNING AT BYGGE MERE?
       
Af Formand Keld Frederiksen
06.12.21



Det danske ejendomsmarked har gennem flere hundrede år været sammensat at boliger, som befolkningen selv har ejet (ejerboliger) og boliger, som er lejet af private. Omkring år 1900 blev der opført en del almene boliger, der hovedsagelig blev etableret for at afhjælpe sociale problemer – bl.a. i slutningen af 1800-tallet, hvor dårlig hygiejne i København resulterede i en koleraepidemi, hvor omkring 5.000 mennesker døde af sygdommen.



En sådan situation på det sociale, menneskelige og hygiejnemæssige område kræver handling fra den del af befolkningen, der ikke lider under disse forhold – og det skete, idet der derefter blev opført en del private udlejningsejendomme, ligesom den almene sektor – i begyndelsen af det 19. århundrede opstod bl.a. ved tilskud fra det offentlige.



Den nuværende situation på boligmarkedet er ikke katastrofal, som for 100 år siden. Der er mangel på ”gode og billige boliger,” beliggende i den centrale del af i København. Men dét kræver ikke en ”ekstraordinær” indsats fra politikerne, som den der blev præsenteret for offentligheden den 12. oktober 2021.



Der kan være behov for at gøre noget. Men inden der tages stilling til, hvad der skal gøres, må der træffes en beslutning om, hvorledes man gerne vil have det ganske land befolket. Er der ønske om, at alle, der gerne vil bo tæt på Københavns Rådhus, skal have såvel fysisk som økonomisk mulighed herfor? Det politiske oplæg er ”valgflæsk” af værste skuffe og bør af forslagsstillerne erkendes ikke at være gennemførlig – de kan blot se tilbage på Ritt Bjerregårds forslag fra kommunalvalget i 2005. Hun lovede i denne valgkamp for 16 år siden, at hun indenfor 5 år kunne skaffe 5.000 nye boliger til en månedlig husleje på 5.000 kr. Dette valgløfte blev på ingen måde opfyldt - uagtet at der skete mange investeringer i årene frem til 2008.



På samme måde skal der sættes stor tvivl ved Kaare Dybvads nye forslag, der ser endnu mere ambitiøs ud – idet der nu loves 22.000 nye almene boliger, 4.000 studieboliger og omkring 2.700 boliger for socialt udsatte – og populært sagt: ”Til priser som politibetjente og sygeplejersker kan betale”.



Løsningen på det det postulerede problem er ikke blot at bygge mere, men skal ske ved bl.a. at sikre - som tidligere søgt iværksat - at flere af de større arbejdspladser – derunder specielt ministerier og andre offentlige kontorer – flyttes ud fra den centrale del af København og større byer i øvrigt, hvor der kan være stor efterspørgsel efter billige boliger. Såfremt virksomheder og kontorer ønsker at være placeret i byernes centrum, må de være rede til, at betale de ansatte en løn, som gør det muligt for de ansatte at bo tæt på arbejdspladsen, hvis dette ønskes – eller at betale en løn, som kompenserer en evt. længere transporttid til og fra arbejde.



Såfremt staten ønsker at alle skal have mulighed for at bo dér, hvor der er mest efterspørgsel efter lejeboliger, må Staten støtte dette ved boligsikring eller lignende ordning.



Hvis der samtidig sker en ændring af lejelovgivningen, således at reglerne for fastsættelse af husleje bliver løsnet, vil dette ligeledes være med til at løse problemerne om ”boligmangel” – idet der derved vil blive skabt større mobilitet på lejemarkedet.



Manglen på lejeboliger/ejerboliger i de centrale dele af de større byer – til en billigere pris end markedet tilsiger – løses ikke ved - med statsligt tilskud, der dækkes af den øvrige del af Danmark - at bygge flere og højere bygninger i disse områder. Det kræver en mere tilbundsgående undersøgelse og vurdering af, om vi ikke burde kunne indrette os på en mere hensigtsmæssig måde – såvel med hensyn til placering af boliger som placering af arbejdspladser og dermed mulighederne for at transportere sig til og fra disse punkter.



Politikerne opfordres derfor til at nedsætte en kommission, der kan se på de mange elementer, som er ”skyld i” urbaniseringen og dermed fremhæve fordele og ulemper ved urbaniseringen - og tillige om der er grund til, at der i samfundet skal indlægges elementer, som modvirker/underbygger urbaniseringen – enten ved pisk eller gulerod.



Når dette arbejde er udført kan Boligministerens forslag trækkes frem for vurdering af om ”Boligudspillet” - hvor forslaget blot går ud på, at bygge flere/højere bygninger - er anvendelig i et samfund, hvor vi generelt taler om bæredygtighed.




Tilbage