DÅRLIGT NYT OM ENERGIEFFEKTIVITETSDIREKTIVET
       
Af Direktør Michael Preetzmann
06.12.21



For udlejerne – altså!





Undertegnede har skrevet en del artikler om Energieffektivitetsdirektivet fra EU (EED). Dette EU-direktiv er nu udmøntet (indført ved lov i Danmark) vha. Bekendtgørelse nr. 2251 af 29/12-2020.


Vi har tidligere omtalt Bek. nr. 1506 af 23/10-20 = Oplysningsforpligtigelser og Bek. nr. 1383 af 21/9-2020 = Målerbekendtgørelse.


Et springende punkt for undertegnede har hele tiden kredset omkring betalingen for de lovpligtige ekstraydelser til lejerne/slutbrugerne af f.eks. varme – som Direktivet/Bekendtgørelsen kræver. Efter utallige forsøg modtog jeg i starten af ??dette år og svar fra Energistyrelsen. I svaret fremgik det ganske klart, at: den faktureringsansvarlige skal sikre, at slutkunder og slutbrugere gratis modtager fakturaer og faktureringsoplysninger”. Hvis slutbrugerne/lejerne gratis skal have stillet en række informationer til rådighed – med øget frekvens (mere end én gang om året) – så er der altså nogen, som man må forvente arbejder ”gratis”.


Energistyrelsen skriver dog videre: ”Dog fremgaar det, at såfremt opgaven omtalt i § 19, stk. 2, overdrages til tredjeparter, såsom tjenesteleverandør, og som omfatter måling og fordeling samt opgørelse af det faktiske individuelle forbrug, kan omkostningerne videreføres til slutkunder og slutbrugere i det omfang sådanne omkostninger er rimelige, jf. § 19, stk. 3”. Altså: Har udlejeren entreret med et målerfirma og bedt disse sørge for, at lovkravene overholdes, kan den ekstraudgift dette medfører belastes lejerne/slutbrugerne. Men, så let er det desværre nok ikke.



Hvem skal betale?


I bund og grund er spørgsmålet relativt enkelt. Hvis EU ”dikterer” en lov til indførelse (via en Bekendtgørelse) i Danmark – hvem er så ansvarlig for, at lovens indhold ikke konflikter med eksisterende kærlighed? Det gør den nemlig i dette tilfælde, mener nogen. Sagen er nemlig den, at lejelovens § 37, stk. 3 (formentlig den primære retskilde) nøje beskriver, i hvilke tilfælde, der kan medtages i forbrugsregnskabet. Da førnævnte paragraf ikke kan fraviges jf. lejelovens § 46, stk. 1 – må det antages, at det IKKE er lovligt at pålægge en evt. ekstraudgift til forøget information til slutbrugerne.


Andre mener, at udgiften lovligt kan pålægges slutbrugerne – idet Bekendtgørelse nr. 2251 af 29/12-2020 bl.a. er givet med hjemmel i § 6, stk. 3 i lov om fremme af besparelser i energiforbruget. Denne lyder således: ”Klima-,energi-og forsyningsministeren kan fastsætte regler for fakturering og faktureringsoplysninger til forbrugere af el, gas, fjernkøling, varm vand eller varme, der får målt deres forbrug med fordelingsmålere, og om disse forbrugeres afgang til forbrugeroplysninger, herunder regler til opfyldelse af Danmarks pligtigelser til EU-retten”.


Førnævnte er et vægtigt argument for at tillade, at ekstraudgiften pålægges lejerne via forbrugsregnskabet, fortæller en fremtrædende ekspert indenfor lejelovgivningen. Samme person fremhæver dog, at dette er dennes umiddelbare vurdering, og at spørgsmålet ikke er prøvet ved nævn eller domstole endnu.


Et målerfirma mener, at der ikke er lovgrundlag til at tage denne ekstraudgift på forbrugsregnskabet overfor lejerne – men – såfremt en udlejer insisterer på dette, vil man gerne gøre det.



Summa summarum


Som det ofte ses indenfor lejelovgivningen, foreligger der endnu ikke noget 100% klart svar. Pilen (efter undertegnedes mening) peger dog mod: Lejeren er ikke forpligtiget til at betale for denne ekstra service.


Danske Udlejere følger naturligvis emnet, og skulle nogen få lyst til at føre en sag, er vi meget interesserede i at følge denne – måske endda yde tilskud, hvis en fornyet juridisk vurdering giver udsigt til et positivt resultat. Vi har også forsøgt at bringe spørgsmålet i til Boligministeren – og afventer svar.

Tilbage