HAR UDLEJER MULIGHED FOR AT REKLAMERE EFTER 14-DAGES-REGLEN JFR. § 98, stk. 2?
       
Af Cand. jur. Ulrik Kjær
07.09.20





Redaktionen har erfaret, at Procesbevillingsnævnet den 23. juni 2020 har meddelt en udlejer tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 14. februar 2020.


Indledende bemærkninger


Advokat Erik Aagaard Poulsen har i en indgående artikel i Magasinet Danske Udlejere nr. 9/2017 omtalt en dom fra Østre Landsret om udlejers mulighed for at gøre krav gældende i forbindelse med et flyttesyn, når et sådant krav baserer sig på et erstatningskrav efter Lejelovens § 25. Dommen er gengivet i T:BB 2017. 453 og går under betegnelsen ”katteloppedommen”. Dengang kom Østre Landsret frem til at krav efter LL § 25 også skal gøres gældende inden for 2 ugers fristen i Lejelovens § 98, stk. 2. Også Vestre Landsret er i en nylig dom fra 30. april 2020 nået frem til samme resultat. Se U.f.R 2020.1936 VLD og T:BB 2020.464V. Nu vil spørgsmålet imidlertid blive indbragt for Højesteret, hvor vi vil få en endelig afgørelse på spørgsmålet


Sagens baggrund


I en lejesag om det økonomiske opgør mellem en ikke-professionel udlejer og en lejer efter dennes fraflytning af et boliglejemål fandt huslejenævnet, at udlejer var forpligtet til at tilbagebetale størstedelen af depositum. Huslejenævnet lagde blandt andet vægt på, at udlejers krav vedrørende en skade på en bordplade i køkkenet ikke var gjort rettidigt gældende, jf. 2-ugersfristen i lejelovens § 98, stk. 2. Udlejer indbragte sagen for Ankenævnet for Huslejenævnene, der stadfæstede huslejenævnets afgørelse.



I Boligretten tabte udlejer sagen



Boligretten fandt, at udlejer var forpligtet til at tilbagebetale størstedelen af depositum. Byretten lagde blandt andet vægt på, at kravet vedrørende køkkenbordpladen var fremsat efter 2-ugersfristen, jf. lejelovens § 98, stk. 2.



Landsretten stadfæstede med supplerende begrundelse



Landsretten tiltrådte de af boligretten anførte grunde til at udlejer ikke kunne gøre krav gældende vedrørende køkkenbordpladen, jf. lejelovens § 98, stk. 2. Idet udlejer som noget nyt for landsretten havde gjort gældende, at kravet vedrørende køkkenbordpladen var et erstatningskrav, jf. lejelovens § 25, stk. 2, anførte landsretten desuden supplerende i begrundelsen, at der ikke i loven eller i forarbejderne, herunder forarbejderne til den seneste ændring af lejelovens § 98, jf. lov nr. 319 af 30. marts 2015, var holdepunkter for at antage, at lejelovens § 98, stk. 2, ikke skulle finde anvendelse i situationer, hvor en mangel på det lejede skyldtes, at lejer havde handlet culpøst, og udlejers krav derfor kunne anses som et erstatningskrav efter lejelovens § 25, jf. herved også landsrettens dom af 3. april 2017 refereret i TBB.2017.453Ø.



Redaktionen vil vende tilbage med en omtale, når Højesteret har afsagt dom i sagen.




Tilbage