Analyse af private udlejningsboliger
       
Af Jesper Bo Jensen Direktør / Fremforsk - Center for Fremtidsforskning
31.10.19



Resumé


Analyse af private udlejningsboliger - herunder specielt af brug og omfang af BRL § 5, stk. 2. Udarbejdet af Fremforsk, Center for Fremtidsforskning, oktober 2019


Rapporten viser følgende:


1. 1

Der er mindst 21.000 utidssvarende og umoderniserede private udlejningsboliger i Danmark i de større byer. (rapporten side 43)



2. Efterspørgslen efter moderne, tidssvarende lejeboliger er stigende – især i de større byer. Der er mangel på tidssvarende, mindre lejligheder i de større byer – og især i København, hvor nyopførelsen af mindre lejligheder er blevet bremset politisk. (rap. s 33-41)



3. Lejens størrelse i moderniserede private boliger fra før 1992 er konkurrencedygtig med andre tilbud på markedet – også almene boliger. (rap. s. 15 & s 10-14)



4. Der er mellem 80.000 og 125.000 private udlejningsboliger i Danmark, der fremover ikke løbende vil blive opgraderet til tidssvarende boligstandard ved afskaffelsen af muligheden for modernisering efter Boligreguleringslovens § 5, stk. 2. Det viser svarerne fra udlejerne i spørgeskemaundersøgelsen blandt private udlejere. (rap. s. 8 & 44-46)



5. De umoderniserede og de utidssvarende boliger vil med en ændring af BRL §5, stk. 2 hurtigt udvikle sig til slum. Byfornyelsen af fortidens slum blev en meget dyr opgave for staten. Det vil den nye slum også blive. (rap. s. 43)



6. Private udlejere investerer i udlejningsejendomme med et langsigtet perspektiv. I spørgeskemaundersøgelsen oplyser 94% af udlejerne, at ejendommen er en langsigtet investering. Ingen i undersøgelse svarer, at de ejer udlejningsejendomme med en kortsigtet gevinst for øje. (rap. s. 52)



7. Det er moderne, tidssvarende lejeboliger, der efterspørges, og ikke gamle, billige boliger uden wc, bad eller køkken. Især de større byer i Danmark er standarden af boligerne af afgørende betydning. De unge vil i de kommende år kræve endnu højere boligstandard og kvalitet i boligen. Samfundet har derfor et afgørende behov for fortsatte moderniseringer af boliger. Hvis de private udlejere afskæres fra muligheden for at forbedre udlejnings­boliger via BRL §5, stk. 2, bliver de utidssvarende boliger til fremtidens slum og en yderligere byrde for samfundet at løse. (rap. s. 41 & s. 33-40)




Rapporten indeholder følgende analyser:



En spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmer af Danske Udlejere, der omfatter over 12.700 lejeboliger. Rapporten viser at udlejere har udlejningsejendommene som langsigtet investering – ikke spekulation. I halvdelen af lejeboliger er huslejen beregnet efter det lejedes værdi efter BRL § 5, stk. 2. I en fjerdedel er den beregnet efter reglerne om omkostningsbestemt husleje og i de resterende er der tale om anden lejefastsættelse. Disse boliger er opført før 1992 og de fleste før 1950. Langt de fleste udlejere (ca. 89%) vil ikke længere istandsætte og modernisere lejligheder efter en afskaffelse af BRL § 5, stk. 2.



En specialkørsel fra Danmarks Statistik viser, at over 21.000 private udlejningsboliger mangler enten wc, bad eller køkken eller alle disse faciliteter. Der eksisterer stadig mange, meget mangelfulde, private udlejningsboliger. Boliger skal løbende moderniseres for at forblive tidssvarende.



En beskrivelse af danskernes ønsker til størrelse, standard og placering af boliger ud fra de mange analyser, Fremforsk har foretaget de seneste 10-15 år. www.fremforsk.dk



En kortlægning af huslejeniveauet i de forskellige typer af lejeboliger i Danmark. De dyreste lejeboliger i Danmark er udlejede ejerlejligheder. De private udlejningsboliger, der er bygget før 1939, såvel moderniserede som umoderniserede er ikke dyrere end tilsvaren­de almene boliger opført i samme periode. De billigste almene boliger er typisk opført mellem 1950 og 1980.




Hele rapporten kan downloades her: https://www.dropbox.com/s/7ntt47f66u3fhbn/Rapport%20-%20Analyse%20af%20private%20udlejningsboliger%20-%20Fremforsk%20okt%202019.pdf?dl=0



Kontakt vedrørende indholdet: Jesper Bo Jensen, jbj@fremforsk.dk, mobil 20 67 45 00



Århus, oktober 2019


Fremforsk – Center for Fremtidsforskning



Jesper Bo Jensen, Direktør


Marianne Levinsen, Forskningschef




Tilbage