ISTANDSÆTTELSE - NÅR ORDENSMAGTEN TAGER FAT.....
       
Af formand Keld Frederiksen, Danske Udlejere
23.08.19





Istandsættelse - når ordensmagten tager fat ....



Pr. 1. juli 2015 blev udlejers muligheder for at kræve istandsættelsesudgifter i forbindelse med lejemålets ophør betalt af lejeren kraftigt reduceret.


Hvorledes skal der forholdes, hvis udlejers krav opstår under lejemålets beståen? Følgende - der er en historie fra den virkelige sønderjyske verden - giver stof til eftertanke.


Udlejeren har udlejet et rækkehus til et kærestepar. Den mandlige del af kæresteparret begår noget kriminelt og eftersøges af politiet, efter at han som varetægtsarrestant er flygtet fra en psykiatrisk afdeling. Politiet opsøger rækkehuset og opdager, at der er nogen derinde – forventelig den eftersøgte.


Der ringes og bankes på, men døren åbnes ikke. Politiet vil ind - og tilkalder en ekstra patruljevogn og en låsesmed. Låsesmeden møder frem med sit værktøj og gør´ remedierne klar til at låse døren op - og dét lykkes.


Men dét kunne manden på den anden side af døren også fornemme, så han tager fat i dørhåndtaget - alt med den virkning, at politimændene ikke kunne trykke håndtaget ned og dermed trække den anordning (pal) tilbage, der sikrer at døren ikke går op af sig selv ...


På trods af politiets overtal – både i antal og muskelmæssigt – må ordensmagten opgive at åbne døren på normal vis. Men - så let giver ordensmagten ikke op. Der gøres forberedelse til en fysisk udfoldelse. Døren sparkes ind og ordensmagten sikrer sig, at den efterlyste mand kommer i politiets varetægt.


Det er jo godt at politiet kan sikre, at love og regler overholdes og at personer, der har handlet i strid med vore fastsatte regler bliver fanget.


MEN HVEM SKAL NU BETALE ?


for reparation/udskiftning af den ødelagte dør - konkret kr. 5.500 ?



Flere svarmuligheder:


1. Lejeren?


- det er klart at lejeren, i hvert fald indirekte, er årsag til skaderne og skal betale - han kunne jo bare have ladet politiet komme ind, hvis de ellers havde lovlig adgang dertil. Men det er ikke altid, at lejeren har økonomi til at betale, og der er som bekendt en del formelle krav omkring frister m.v., som også skal overholdes i forbindelse med at fremsætte krav mod lejere.



2. Politiet?


Det overordnede princip i Danmark er, at den der forvolder en skade - som i ovennævnte sag er en hel bevidst handling - skal betale omkostningerne ved en reparation.



3. Udlejers forsikringsselskab?


Den af politiet forvoldte skade kan vist ikke kaldes hærværk, som i nogle situationer kunne være dækket af bygningsforsikringen.



4. Udlejeren?


Det er jo ham, der ejer døren og har accepteret at udleje lejligheden til den pågældende mand, som politiet gerne ville have fat i.



...



Udlejer fik sagen forelagt byretten, da politiet med støtte fra statsadvokaten og rigsadvokaten afviste at betale erstatningskravet på kr. 5.000. Byretten gav udlejer medhold i, at politiet skulle betale skaden på kr. 5.500. Dette blev juridisk formuleret på den måde, at politiet var erstatningsansvarlig for skaden på døren, da der ikke forelå en objektiv ansvarsfrihedsgrund for politiet. Dommen blev derefter anket af politiet/anklagemyndigheden til Landsretten.



Landsretten nåede frem til, at politiet ikke har handlet ansvarspådragende - altså handlet anderledes end andre politibetjente i den konkrete situation ville have handlet. Derfor er der ikke et ansvarsgrundlag, som ud fra erstatningsretlige synspunkter, kan forpligte politiet til at betale reparationsudgiften på kr. 5.500. Dette skal for så vidt medgives – de har jo blot passet deres arbejde. Men når politiet bevidst og velovervejet ødelægger døren for at få kontakt med den efterlyste person skal/bør politiet/samfundet selvsagt betale denne udgift, når/hvis lejeren/den eftersøgte ikke selv betaler.


Hvis politiets betalingsforpligtelse, grundet juristeri, ikke sker ud fra erstatningsretlige synspunkter - så skal det ske ud fra nogle berigelsesbetragtninger/tabsbetragtninger (restitutionskrav). Udlejeren har haft et tab og politiet har sparet nogle omkostninger ved hurtigt at få kontakt med forbryderen ved at sparke døren ind. Politiets kunne - selv om det kan forekomme teoretisk - have "sat sig ned" og ventet på, at den efterlyste af egen fri vilje kom ud af huset, når han fandt dette nødvendigt eller politiet kunne have anvendt en mindre indgribende metode til at få adgang til rækkehuset og den eftersøgte person. Politiet har haft frit udsyn til huset/den eftersøgte, og der var således ikke ”fare på færde”, og der var intet efter de givne oplysninger, der gjorde, at det var strengt nødvendigt at ”sprænge døren.”


I et retssamfund, hvor ordensmagten forsøger - til bedste for samfundet generelt - at håndhæve landets love, må det også være samfundet, der betaler de omkostninger der er forbundet med at sikre, at lovene overholdes, og at de ikke-lovlydige borgere bliver sat bag lås og slå. Nævnte omkostninger skal ikke alene omfatte politibetjentenes løn og udgiften til låsesmeden, men skal selvfølgelig også dække de andre driftsomkostninger, som er en følge af den løsning, som politiet konkret vælger at bringe i anvendelse i bestræbelsen på at opfylde sine forpligtelser til at fange forbryderen – nemlig udgiften på kr. 5.500, der er en følge af, at døren sparkes ind og dermed ødelægges.


Der er givet tilladelse til at landsretsdommen kan indbringes for Højesteret – så nu venter vi på dommen fra Højesteret. Man kan dog håbe på at politiet - inden Højesteret også bruger tid på sagen - ser fornuften i, at udlejers tab/udgifter til dør-reparationen skal betales af politiet og dette uanset om forpligtelsen bygger på erstatningsretlige synspunkter eller på rimelighedsbetragtninger, som antydet overfor, og som i den juridiske teori kan behandles under benævnelsen ”restitutionskrav.”




Tilbage